Kæmpe heks er vartegn for pilefletternes Halloween-tema på Nordens største kreative messe

Den sidste weekend i oktober går det atter løs i MESSE C Fredericia med Kreative Dage, der sidste gang blev besøgt af flere end 21.000 gæster.

Mandagen efter står der Halloween på kalenderen, og derfor har pilefletterne gjort den ”uhyggelige” mærkedag til tema for årets stand og workshop.

Pilefletning er altid en populær aktivitet på Kreative Dage for både store og små, og i år vil et fantastisk ”vartegn” på standen uden tvivl give endnu større søgning og opmærksomhedsværdi.

Birte Hartvig fra Otterup Flettekreds har nemlig flettet en højst imponerende, to en halv meter høj heks, som nok skal få de besøgende til at stoppe op og måbe. Den kombinerer på bedste vis flettekunst og Halloween.

- Jeg startede i vinter og blev færdig i foråret. Hvor mange timer, det har taget, har jeg ikke tal på – men jeg har hygget mig med at skabe heksen i mit drivhus/værksted, fortæller Birte Hartvig.

Hendes mand Vagn har hjulpet med at kreere ”skelettet” til den flotte skabning, som består af pilegrene, bark fra pil, birkegrene og hestehov.

Hvad der skal ske med heksen efter Kreative Dage er ikke afgjort, men foreløbig glæder Birte Hartvig sig til at opleve de besøgendes reaktion – og i det hele taget til den tredages kreative fest, som messen udgør.

Birte Hartvig fra Otterup må se op til sin fantastiske skabning – en to en halv meter høj, flettet heks, som kan opleves på Kreative Dage i Fredericia den sidste weekend i oktober.