Der er noget for enhver smag på Kreative Dage i Fredericia – blandt andet en 100 kvadratmeter stor modelbane og pileflet i særklasse

Der er modeltog fra 1980’erne og fremefter på banen, når Foreningen For Moderne Modeltog (FFMM) fløjter til afgang på deres store stand på Kreative Dage i Fredericia.

Foreningen arbejder med moduler efter den såkaldte FREMO-norm, og derved kan medlemmer bygge egne moduler og medbringe dem til træf med andre entusiaster i ind- og udland.  Moduler er typisk en meter lange og kan eksempelvis være stationer, industri eller strækninger/landskaber.

- Modulerne kan kombineres på mange forskellige måder, ofte grupperet efter tidsepoker eller temaer, så det bliver aldrig ensformigt, fortæller Kristjan Pigsborg, formand for FFMM.

Han og medlemmerne glæder sig til at præsentere deres flotte modulanlæg på Kreative Dage, som de også gæstede i 2014:

- Der var rigtig god respons sidste gang, især hos de mandlige besøgende. Der var så mange, der gerne ville tale med os og høre om vores arbejde, at vi knapt kunne nå at styre togene – så vi er fire mand på standen denne gang, fortæller Kristjan Pigsborg med et smil.

Pileflet og kreative påfund
Andetsteds i MESSE C er det ikke jernbanespor men pilegrene, der flettes. Pileflet er en af Kreative Dages mest populære aktiviteter, og messen gæstes i år blandt andre af Tove Johansen, som er en af de ypperste udøvere af den traditionsrige teknik.

Tove Johansen har naturen som sin største inspirationskilde. Dens rigdom af materialer giver mulighed for fordybelse og kreativitet, og det meste af hendes fletværk er derfor kombineret med ting fra naturen. Hun holder meget af at gå ved fjorden, havet og i skoven for at finde materialer til nyt fletværk og andre kreative påfund – deraf også navnet Toves Flet & Kreative Påfund.

Tove Johansen har egen stand på messen, hvor man kan møde hende alle tre dage, ligesom hun kan opleves fra scenen fredag og lørdag.

Gratis shoppingbag og præmier for over 25.000 kroner
Alle besøgende på Kreative Dage kan i øvrigt se frem til at få både i pose og i sæk. I indgangen til messen bliver alle gæster således forkælet med en flot gratis shoppingbag, der er blevet til i et samarbejde mellem Stoff & Stil og Kreative Dage.
Samtidig udleveres et gratis eksemplar af magasinet Kreativ Håndarbejde, der også indeholder messens katalog med udstillerliste, program med videre – værdi 70 kroner.

Alle billetter til Kreative Dage sælges i år online i forsalg og med et begrænset antal billetter pr. dag for at sikre en bedre besøgsfordeling over de tre messedage. Alle online-købere kan komme med ros og ris til årets messe – og blandt kommentarerne trækkes der lod om præmier for over 25.000 kroner. Førstepræmierne udgøres af tre Toyota POWER Fabriq symaskiner til værdi af 2.695 kroner. Der er tale om en flot designet og super kraftfuld maskine, som blandt andet kan sy igennem 12 lag jeans-stof.