Søren Vester fra ”I hus til halsen”, Strikkeprinsen Vithard Villumsen og bloggeren Tina Krøyer er blandt de flere end 70 scenetilbud på Kreative Dage

Kendte og kreative personligheder står næsten i kø på de tre scener, når MESSE C Fredericia i efteråret åbner dørene til Kreative Dage 2019.

Blandt de flere end 70 inspirerende programpunkter er designer/stylist og selvudnævnt ”moderne bonderøv” Søren Vester, som fortæller om at være kreativ på kommando, og om at se mulighederne.

Søren Vester har medvirket i en række tv-programmer med udgangspunkt i boligindretning. Lige for tiden er han aktuel i sin tredje sæson af ”I hus til halsen” på DR, hvor han og Line Franck hjælper trængte boligejere med at gøre hjemmet attraktivt og salgbart.

Designeren fra Thise i Salling går på scenen om lørdagen klokken 12, og han vil med sin fortælleglæde, charmerende jyske accent og entusiasme inspirere tilhørerne til at føre deres egne drømme og ideer ud i livet.

Eventyret om Strikkeprinsen

En anden succesfuld kreatør er Vithard Villumsen, som i det store udland har fået tilnavnet ”Prince of Knitting” – Strikkeprinsen.

Vithard er også kendt som den ene halvdel af dommerduoen i Den Store Strikkedyst, ligesom han er forfatter til den innovative strikkebog, TEXPERIMENTURE.

Med udgangspunkt i den skandinaviske strikketradition forsøger den unge designer hele tiden at undersøge og udfordre, hvad strik formår. Han deltager jævnligt i workshops og strikkefestivaler i blandt andet Europa, Canada, USA og Japan – og deltagerne på Kreative Dage kan se frem til at blive inspireret og udfordret fra scenen alle tre messedage klokken 13.30.

Krøyers Kvarter laver papirblomster

De besøgende kan også både fredag, lørdag og søndag opleve designer og blogger Tina Krøyer på scenen.
Ildsjælen bag krea-bloggen kroyerskvarter.dk vil vise, hvordan man kan lave skønne blomster af crepepapir.

Tilhørerne kan følge med i, hvordan støvdragere og kronblade tager form, og se hvor mangfoldige mulighederne er. Når først man har fået fat i teknikken, er det nemt og en skøn beskæftigelse, når man sidder og formgiver med sine hænder, lover Tina Krøyer.