Stjernepanel afgør festlig kagedyst på Kreative Dage

Mette Blomsterberg og Louisa Lorang er blandt dommerne i Magasinet Lækkeriers store kage-konkurrence, som kulminerer på Kreative Dage-scenen foran hundredvis af besøgende

Vi elsker kager og elsker at bage her i landet - det viser blandt andet Den Store Bagedyst på DR, hvor omkring en million danskere ser med hver uge. Interessen oplever de også på Magasinet Lækkerier, som udkommer fire gange årligt fyldt med tips og opskrifter på kager, brød og desserter.

I efteråret afvikler magasinet for tredje gang "Lækkeriers Læserudfordring" - en stor konkurrence, hvor læserne dyster om at komponere den flotteste og mest velsmagende kage i kongeriget.

Denne gang er finalen flyttet fra København til Vestdanmark, nærmere bestemt til Kreative Dage, som åbner dørene i Fredericia den sidste weekend i oktober.

- Tidligere har deltagere fra Fyn og især Jylland måttet pakke termokasser med videre og køre afsted mod København i de tidlige morgentimer. Men Fredericia ligger perfekt midt i landet, så nu kan alle få deres morgensøvn, konstaterer en smilende Mika Wulff, chefredaktør og stifter af magasinet, som også er med som udstiller på messen.

Der er lagt op til fest
Hun tilføjer, at placeringen på Scene 1, midt i Nordens største kreative messe, kan blive noget af en fest.

- Vi var med som udstillere på Kreative Dage sidste år og blev nærmest overvældet af stemningen. Jeg håber og tror, at der bliver fyldt op omkring scenen, og at finalen bliver en stor oplevelse for os alle, siger Mika Wulff, som også glæder sig til at møde nuværende og kommende læsere blandt de mange tusinde besøgende på messen. 

I dommerpanelet sidder der prominente navne: Mette Blomsterberg, Louisa Lorang, Christel Pixi, Den Store Bagedyst-vinder Sæpor Kristinsson, chokoladeguru Tor Stubbe og Lækkeriers egen Maja Vase - og konferencier er tidligere bagedyst-vinder Tobias Hamann.

- Temaet i år er "Lag på lag", og udfordringen er at kreere en smuk, kreativ og velsmagende kage til 10 personer. Redaktionen udvælger de otte bedste bidrag, og deltagerne får tilsendt en kurv med råvarer, som skal indgå i kagerne, som så bedømmes på blandt andet udseende, originalitet og smag i finalen, fortæller Mika Wulff. Der er et gavekort på 5000 kroner på højkant samt, nok så vigtigt, så får vinderen sin opskrift med i november-udgaven af bladet.

Man kan læse mere om deltagelse i konkurrencen i Magasinet Lækkerier, som udkommer den 25. august.

Finalen i Magasinet Lækkeriers Læserudfordring foregår lørdag den 29. oktober klokken 13 på Scene 1. Se mere om Kreative Dages billetsalg, program, åbningstider med videre på www.kreativedage.dk.

YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk


Billetsalg

Køb din billet online, så får du den billigste billet, og du er sikker på adgang til årets kreative begivenhed.

Igen i år tilbydes der søndagsbilletter med rabat, som sikrer bedre fordeling på dagene.

Priser v. forsalg/onlinekøb

Voksne kr. 110,00 (+ gebyr kr. 5,00)
Unge (14-16 år) kr. 55,00 (+ gebyr kr. 5,00)
Børn u/14 år gratis adgang ifølge med en voksen (max. 2 børn pr. voksen)
Partoutkort (gældende alle tre messedage) kr. 175,- + gebyr kr. 5,00
Grupperabat
(ved forudbestilling, min. 10 personer) kr. 90,00 (+ gebyr kr. 5,00)
Søndagsbillet kr. 95,00 (+ gebyr kr. 5,00)