Kreative Dage tegner godt for Lakserytteren
Youtuberen Rasmus "Lakserytter" Kolbe inviterer fans, følgere og besøgende ind i sit tegneunivers på Kreative Dage-messen i Fredericia.
Flere end 100.000 abonnenter følger med, når den 31-årige Rasmus Kolbe, også kaldet Lakserytteren, udfolder sine sjove og farverige videoer på YouTube om især tegning og kreativitet. Og på TikTok har antallet af følgere passeret svimlende 1,1 millioner.
Den sidste weekend i oktober kan den sprælske Lakserytter opleves live og i nye vande, når han debuterer som udstiller på Nordens største krea-messe, Kreative Dage i Fredericia.
Her kan man finde alverdens Lakserytter-merchandise og ikke mindst "Tegn med Lakse"-bogserien og andet godt fra Rasmus Kolbes tegne- og børnebogsunivers. Der er naturligvis også tid til en autograf i bøgerne, og standen rummer også en tegnestation, hvor børnene kan sætte kreativiteten på papir.
- Jeg er investor i Slow Studio, som for første gang var med på Kreative Dage sidste år. De kom hjem med armene over hovedet og erklærede, at det var det vildeste og fedeste forum, de nogensinde havde været oplevet, så jeg tænkte: Det må jeg også være med til, beretter Rasmus Kolbe.
Ud over Slow Studio, som også er med i år, har den driftige influencer også andele i Lazy Tea Club, som man også kan møde på Kreative Dage.
- Vi er fire venner og passionerede tedrikkere, som har stiftet Lazy Tea Club, forklarer Rasmus Kolbe.
Han tilføjer, at der er smagsprøver på standen, og man kan også erhverve sig en "sample pack" med prøver på syv forskellige slags te.
- Hvis man for eksempel er kørt træt i semi-dårlig maskinkaffe på sin arbejdsplads, så håber vi, at man lægger vejen forbi og får en lille introduktion til teens verden, lyder det fra Lakserytteren, som i juli blev far til Alma.
- Hun kommer også 'med på arbejde' i Fredericia, fortæller Lakserytteren, som glæder sig til tre travle dage i MESSE C.
Besøg Kreative Dage den 27.-29. oktober 2023 i MESSE C Fredericia.