Spændende garnsamarbejde mellem Kreative Dage og Knitting by the Sea
Garn får en fremtrædende placering på Kreative Dage i år, og vi har skabt et garnområde på messen, som bliver et inspirerende samlingspunkt for garnentusiaster fra hele landet. Til at hjælpe os har vi rakt ud til og lavet et samarbejde med en af Danmarks hyggeligste garnfestivaler, nemlig Knitting by the Sea fra Faaborg på Sydfyn.
Du kan møde nogle af de friske frivillige fra Knitting by the Sea i Garnskadestuen på Garntorvet, hvor de kan hjælpe dig med strandede garnprojekter, masker der driller eller bare tips og inspiration til vinterens strikke- og hækleplaner.
Lisbeth Torp Ernst, der er formand for foreningen, Knitting by the Sea, fortæller om samarbejdet: ”Vi blev kontaktet af Kreative Dage, og syntes det lød som en opgave, der kunne være både sjov og spændende for vores garntastiske frivillige. Og så er det jo også en god mulighed for os til at udbrede kendskabet til vores forening Knitting by the Sea og vores mange aktiviteter hele året”.
Kim Skovby Klindt, der er projektleder for Kreative Dage supplerer: ”Det kan ved første øjekast virke underligt, at vi på den måde inviterer en ”garnkonkurrent” indenfor på Kreative Dage, men jeg ser samarbejdet mellem de to parter som en mulighed for at udvikle de styrker, vi hver især har. Kreative Dage kan lære noget af Knitting by the Sea´s tilgang til afvikling af en Garnfestival, og de kan lære noget af os og vores måde at afholde en kreativ messe på”.
Og det er ikke kun de to parter, der får et udbytte af samarbejdet. Alle de besøgende på Kreative Dage får også noget med hjem, når de besøger Knitting by the Sea i Garnskadestuen på Garntorvet.
Lisbeth Torp Ernst fortæller, hvad du kan forvente: ”Vi kan ikke love, at du kan få hjælp til alt i Garnskadestuen, men vores frivillige er klar med inspiration, råd og vejledning – og en god snak om garn og glade dage! Vi medbringer giner med vores skønne designs gennem de sidste fire år, så vi er klar til garngrams og garnkram, og du kan få en søstærk tattoo med Knitting by the Sea logo med på farten.”
Kreative Dage finder sted den 23.-25. oktober i MESSE C i Fredericia. Billetter kan købes på hjemmesiden www.kreativedage.dk. Messen sætter i år rekord med mere end 300 udstillere, og har normalt mere end 20.000 besøgende i løbet af weekenden.


