Skip to main content

Uniqa Kvarteret på Kreative Dage

- Et område for håndlavet design, kreativ passion og ægte håndværk.

I Uniqa Kvarteret møder du nogle af messens mest passionerede skabere. Her samles kunsthåndværkere, designere og kreative iværksættere, som selv står bag deres produkter - fra idé og design til det færdige resultat. 

Området emmer af autenticitet, kreativitet og personlighed. Her er hver stand unik, og bag hvert produkt står en historie, et håndværk og en stor kærlighed til det kreative arbejde.

For mange besøgende er Uniqa Kvarteret et sted, hvor man kan gå på opdagelse i noget helt særligt - produkter, teknikker og idéer, man ikke møder andre steder.

Se den foreløbige halplan her

Kom tæt på dem, der skaber

I Uniqa Kvarteret er standene ofte arbejdende værksteder. Her kan du opleve udstillerne i gang med deres håndværk, stille spørgsmål og få indblik i processen bag produkterne.

Det giver en helt særlig stemning, hvor samtaler, inspiration og nye idéer opstår helt naturligt mellem udstillere og besøgende. 

Mange gæster vender tilbage år efter år for netop at møde de kreative mennesker bag produkterne og følge deres udvikling. 

 

Små workshops - store oplevelser

I Uniqa Kvarteret finder du også vores workshop-borde, som udstillerne kan booke til små workshops i løbet af messen. 

Her kan besøgende prøve kræfter med forskellige teknikker, lære nye kreaive greb og få en endnu større forståelse for håndværket bag produkterne. 

Det gør Uniqa Kvarteret til et levende og aktivt område, hvor kreativiteten ikke kun vises frem - den deles også. 

Mød nogle af udstillerne her

Mød All-Out Crafting


All-Out Crafting arbejder med traditionelt håndværk i naturmaterialer - med særligt fokus på birkebark. Her udforskes barkens styrke, smidighed og æstetik gennem håndens arbejde og enkle teknikker med rødder i nordisk håndværkstradition. 

På deres stand kan du opleve birkebark som materiale, se færdige arbejder og høre om bogen “Skab dig fri”, der sætter ord på, hvorfor det giver mening at skabe med hænderne.

Mød Le Tut


Hos Le Tut finder du unika-smykker, skønne evighedsbuketter, og andre dekorative kunst kreationer.
Hvert smykke eller buket er skabt med kærlighed, sans for detalje og en lille drøm om at bringe glæde og skønhed ind i hverdagen.
For at sikre høj kvalitet og komfort anvendes der primært kirurgiskstål 316L til alle smykkedele, der går gennem øret.
Trine går ind for genbrug, hun finder ofte ældre perlesmykker, som brydes op og kombineres med nye smykkedele, det er en bæredygtig tilgang, der skaber moderne smykker med historie og sjæl.

Mød Trine Fro


Trine Fro Segeberg Poulsen er kunstneren bag de karakteristiske keramik og akvarelportrætter. Hun har gennem hele livet været dybt fascineret af mennesket - vores forskelligheder, det perfekte og det uperfekte, det pæne, skøre, skæve og til tider grimme. Netop disse nuancer er drivkraften i hendes kunstneriske univers.

For Trine er kunsten et frirum, hvor menneskets mangfoldighed får lov at leve frit. Hun håber, at hendes værker kan give beskueren den samme ro, genkendelse og varme, som hun selv finder i processen.

Mød Saisall


Saisall er et dansk smykkebrand skabt af Sidsel, hvor farverige statement-smykker i plexiglas er i centrum.
Designet udspringer af en kærlighed til modige former, stærke farver og smykker, der tør fylde og udtrykke personlighed.
Hvert smykke starter som et digitalt design og laserskæres i akryl og plexiglas i et væld af farver og mønstre.
Saisall producerer i små mængder med stor omtanke for detaljer og materialer.
Bag hvert smykke ligger både kreativitet, håndværk og masser af kærlighed.