Rekordmange udstillere står klar på Kreative Dage

Om en måned går det løs med Nordens største kreative messe, hvor 265 udstillere og et kæmpe sceneprogram venter de besøgende

Selv om vi går mod mørkere og koldere tider, så har tusindvis af danske hobby- og håndarbejds-entusiaster snart et stort lyspunkt at se frem til: Den sidste weekend i oktober åbner MESSE C i Fredericia dørene til endnu en krea-fest uden sidestykke i Norden.

 

-Vi kan nu konkludere, at årets Kreative Dage kommer til at sætte rekord i antal udstillere - p.t. er der hele 265 navne på udstillerlisten, som stadig vokser lidt frem mod åbningen. Desuden kommer sceneprogrammet til at toppe med 105 indslag fra nu fem scener. Så der er en god grund til, at mange besøgende afsætter to dage eller endda hele weekenden til Kreative Dage, som vi oplever en stigende tendens til, fortæller messechef Lars Søndergaard.

 

Hvis han skal lave nogle nedslag i det, som de besøgende kan glæde sig til, så nævner han blandt andet en stor workshop med Liv og Simone, alias Den Store Bagedyst-vinder Liv Martine og forfatter/illustrator Simone Thorup Eriksen. Det at bage og kreere kager er blevet et stadig større segment på messen, og ifølge messechefen kan man blandt andet glæde sig til at pynte egne cupcakes og lære forskellige sprøjteteknikker under kyndig vejledning af Liv og Simone, der sammen driver firmaet "Kagetid". Der er plads til 75 personer på hvert hold, og det er "først til mølle".

 

Hvis man er mere til at hækle, så kan man ifølge Lars Søndergaard for eksempel besøge Kongernes Jelling, som fortæller om deres populære udstilling "Den hæklede kongerække". Udstillingen viser 53 hæklede regenter og flere end 150 hæklede udgaver af Dronning Margrethe fra projektet "Danmark hækler Margrethe" - alle skabt med imponerende genkendelighed, detaljerigdom og ofte også fin humor. 

En verden af uld og Kreativ med Ungerne

Bæredygtighed er naturligvis også et varmt tema i det kreative univers. Alle tre messedage kan man for eksempel opleve iværksætter Maria Hvid Kargaard fortælle om, hvordan hendes unge virksomhed MAMA garn & uld "redder" fåreuld, som ellers skulle på forbrændingen, og bruger det til at fremstille kvalitetsgarn. Man kan også høre om hele evolutionen fra oldtidens håndarbejde over moderne tekstilindustri til fremtidens bæredygtige modebillede.

 

På Kreative Dage er der naturligvis også masser af tilbud til børnene, påpeger Lars Søndergaard, som blandt andet nævner Kreativ med Ungerne, som med 90.000 følgere på Facebook er Danmarks største fællesskab omkring kreativitet for børn.

Ud over et åbent værksted, hvor børnene kan fordybe sig med limpistoler etc., er Line Hvid fra Kreativ med Ungerne også på scenen alle dage med teknikker og ideer, der kan få børn til at gribe lim, saks og pensel og folde fantasien ud i fuldt flor.

 

I øvrigt kan nogle heldige besøgende få et ekstra stort udbytte af dagene i Fredericia - hver dag trækkes der nemlig lod om en spritny Veritas symaskine blandt dem, der har købt billetter online.

 

Alt i alt er der lagt op til et brag af en weekend, understreger Lars Søndergaard:

- I en tid med mange brydninger glæder vi os til at byde indenfor til en livsbekræftende, kreativ oase med større bredde og flere tilbud end nogensinde før.

 

Kreative Dage foregår den 28.-30. oktober 2022 i MESSE C Fredericia. Se www.kreativedage.dk for åbningstider, program, billetsalg med videre.

 

YDERLIGERE OPLYSNINGER:

Messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk


Billetsalg

Køb din billet online, så får du den billigste billet, og du er sikker på adgang til årets kreative begivenhed.

Igen i år tilbydes der søndagsbilletter med rabat, som sikrer bedre fordeling på dagene.

Priser v. forsalg/onlinekøb

Voksne kr. 110,00 (+ gebyr kr. 5,00)
Unge (14-16 år) kr. 55,00 (+ gebyr kr. 5,00)
Børn u/14 år gratis adgang ifølge med en voksen (max. 2 børn pr. voksen)
Partoutkort (gældende alle tre messedage) kr. 175,- + gebyr kr. 5,00
Grupperabat
(ved forudbestilling, min. 10 personer) kr. 90,00 (+ gebyr kr. 5,00)
Søndagsbillet kr. 95,00 (+ gebyr kr. 5,00)