Fra Løvens Hule til Kreative Dage 22

Succesfuldt krea-par bytter leret ud med garn og spreder deres kærlighed til "tufting" på Nordens største kreative messe

For halvandet år siden indtog ægteparret Henrik Rosenkjær og Michael Søndergaard det varme spot i DR-programmet "Løvens Hule". Konceptet i deres virksomhed Slow Studio er at sende keramik-kasser komplet med ler og andet grej, så man i ro og mag kan skabe flot keramik hjemme hos sig selv.

Desværre måtte parret gå hjem uden en investering i deres keramik-kits - men den der ler sidst, ler bedst. Slow Studio har nemlig siden besøget i hulen oplevet en stejl vækstkurve; de har fået andre investorer, de står på tærsklen til at indtage Sverige, og de har udvidet forretningen til også at omfatte andre områder end keramik.

Til efteråret kan krea-entusiaster for første gang møde ægteparret på en messe, når de deltager på Kreative Dage i Fredericia med både stand og sceneoptræden. Selv om keramikken naturligvis vil have sin plads på standen, så vil fokus være på parrets seneste passion, nemlig tufting, som handler om at skabe tæpper, måtter etc. ved at "skyde" garn ind i et lærred.

- Vi stiller en masse rammer op, hvor de besøgende selv kan prøve at arbejde med en tufte-pistol, fortæller Henrik Rosenkjær. Han advarer dog om, at det en stærkt vanedannende aktivitet.

- Det er - med al respekt - anderledes end at sidde og strikke foran tv. Der er fuld action, når man står og skyder garnet ind med tuftepistolen. Det larmer lidt, man bruger sine hænder, og der sker noget.

Man kan ret hurtigt skabe noget, som er rigtig flot, forklarer Henrik Rosenkjær, som glæder sig meget til at møde det kreative publikum på Nordens største messe af sin slags.

Fra forsikring til iværksætter

Ud over aktiviteterne på standen vil parret også gå på scenen alle tre messedage for at fortælle om Slow Studios rejse fra at være en lille startup til at blive en millionforretning - om Løvens Hule-oplevelsen, om keramik, tufting, og om at vove at tage springet.

- Jeg kommer fra forsikringsbranchen, og Michael var fotograf, men vi er lykkedes med at gøre vores interesser til vores levevej. Så vi vil tale om at turde følge sine drømme og passioner. I andre lande kan det være temmelig risikabelt at starte sit eget op, men herhjemme bliver man jo i et vist omfang grebet, hvis det ikke lykkes i første omgang, konstaterer Henrik Rosenkjær.

Kreative Dage foregår den 28.-30. oktober 2022, hvor flere end 250 udstillere står klar i MESSE C Fredericia. Det endelige program for Nordens største kreative messe ligger klar den 1. august, hvor billetsalget også starter


YDERLIGERE OPLYSNINGER:
Kontakt  messechef Lars Søndergaard, MESSE C, tlf: 75922566, mail: ls@messec.dk